|
|
|
VELKOMMEN TIL KRABBESHOLM
Hvis du drømmer om en uddannelse inden for kunst, arkitektur og
design, kan Krabbesholm blive springbrættet til din fremtid.
Vores kursusprogram henvender sig til elever fra Danmark og udlandet, som ønsker
at opbygge en mappe med arbejder til brug for optagelsesprøverne
på de videregående uddannelser inden for kunst, fotografi,
arkitektur, design og grafisk design.
Mere end 75% af vores elever fortsætter på en videregående
uddannelse inden for ovennævnte områder.
Krabbesholm er en af Danmarks ældste og største højskoler.
Vi er en traditionsrig højskole grundlagt i 1885 – men med
en udpræget nutidig appel som kunsthøjskole.
Som elev har du adgang til samtlige højskolens værksteder:
Macintosh computernetværk med storformatprinter, fotolaboratorium
med sort/hvid- og farvemørkekammer, grafisk værksted med serigrafifaciliteter,
kunstatelier, tegnesale for arkitektur og design, keramik- og glasværksted,
metalværksted, modelværksted, beklædningssystue – og
et veludstyret fagbibliotek.
Krabbesholm ligger direkte ned til Limfjorden, lidt uden for Skive. Den
historiske hovedbygning er fra 1565.
Både elever og lærere bor på højskolens område.
Udgifterne til ophold og kost er inkluderet i kursusprisen.
|